Screening for brystkræft

Vi har de sidste par år modtaget et større antal sager, der er knyttet til fejl i regionernes brystkræftscreeningsprogrammer.

Fejlene har ført til, at nogle kvinder af forskellige årsager ikke har modtaget et regelmæssigt tilbud om brystkræftscreening.

Frameldt screeningsprogrammet

Kvinderne er blevet frameldt programmet, fordi de ikke er mødt op til screeningen, og fordi de ikke har reageret på påmindelsesbreve. Det har vist sig, at denne praksis ikke er i overensstemmelse med sundhedsloven. Kvinderne burde være genindkaldt, selvom de ikke mødte op tidligere eller reagerede på påmindelsesbreve.

Forsinkelser i screeningsprogrammet

Kvinderne er på grund af en it-fejl blevet indkaldt for sent til screening. Fejlen skyldtes, at den udtrækningsmodel, der beregnede, hvornår den enkelte kvinde skulle screenes ikke fungerede efter hensigten. Det betød, at nogle kom til at vente længere end anbefalet.

Ressourcemangel

Kvinderne er blevet indkaldt for sent, fordi regionen har manglet ressourcer til at gennemføre screeningsrunderne inden for tidsfristerne.

Efter klage- og erstatningsloven (§ 20) har regionen ikke et erstatningsansvar, hvis forsinkelsen skyldes mangel på ressourcer; men i de øvrige sager har regionerne et erstatningsansvar.

Følgende kan fx anmeldes:

  • En skade i form af forsinket diagnose med forringede overlevelsesmuligheder til følge.
  • En skade i form af mere indgribende behandling, end hvis kræften var opdaget tidligere.
  • Et dødsfald, fordi kræften ikke blev opdaget i tide.

Det er dog kun relevant at anmelde en sag til Patienterstatningen, hvis man mener, at man har fået en skade. Det er ikke nok i forhold til at få erstatning, at man ikke er rettidigt indkaldt.

Sidst opdateret: 12-04-2017