Ansvaret for patienter og svar på prøver

Hvem har ansvaret når patienter eller prøver fra patienterne sendes videre i systemet?

31-10-2013

Hvert år henvises tusindvis af patienter af deres alment praktiserende læge til behandling hos en speciallæge, til røntgen- og ultralydsundersøgelse, MR-skanning, CT-skanning, biopsitagning mv. De alment praktiserende læger tager også hvert år et stort antal blod- og vævsprøver fra deres patienter, som de sender til analyse hos forskellige specialister.

Hvem har ansvaret når patienten eller prøver sendes videre i systemet?

Specialisten har ansvaret for kvaliteten af de forskellige undersøgelser af patienten og analyser af dennes blod- og vævsprøver. Hvis patienten påføres skade, fordi undersøgelsen hos f.eks. speciallægen ikke lever op til erfaren specialiststandard, eller fordi patologen fejlbedømmer en vævsprøve, så er det disse specialister Patienterstatningen betragter som ”skadevolder” og ikke den alment praktiserende læge, der har henvist patienten eller sendt patientens prøver til analyse.

Den alment praktiserende læge, der henviser patienten, har dog fortsat ansvaret for det samlede behandlingsforløb. Det vil sige ansvaret for, at patienten får svar på undersøgelsen og får tilbudt den nødvendige behandling.

Patientombuddets Diciplinærnævn (tidligere Patientklagenævnet) har i en afgørelse fra 2003  (rapporten "Klager over diagnostik af brystkræft 2001-2003 s.14) ) udtalt, at: ”…den læge, der henviser en patient til en paraklinisk undersøgelse er ansvarlig for, at undersøgelsen gennemføres, at patienten får information om undersøgelsens udfald og eventuelt, at de relevant supplerende undersøgelser og/eller behandling sættes i gang.”

Patienterstatningen følger samme praksis. Vi pålægger hvert år i en række sager alment praktiserende læger ansvar efter klage- og erstatningsloven, fordi de ikke har sikret, at patienten modtager svar på undersøgelser og analyser, der foretages af forskellige specialister.

I en sag har vi pålagt patientens alment praktiserende læge, der havde henvist patienten til en speciallæge, ansvar for, at diagnosticering og behandling af patientens brystkræft blev forsinket. Ansvaret blev pålagt den alment praktiserende læge, fordi han ikke havde et system, der sikrede, at han fik svar på alle sine henvisninger, så han kunne reagere, hvis han ikke fik svar.

Patienten fik efterfølgende konstateret metastaser til lunger og knogler.

Patienterstatningen delte dog i den pågældende sag ansvaret mellem den alment praktiserende læge og speciallægen.

Speciallægen havde udtaget materiale fra patientens bryst og sendt det til patologisk undersøgelse. Hun havde derfor i den konkrete sag - på samme måde som den alment praktiserende læge - rollen som ”henvisende læge”. Det var svaret fra den patologiske afdeling, om at materialet ikke var egnet til diagnostik, og at der derfor skulle tages en ny prøve, der aldrig nåede frem til patienten. Speciallægen burde have sikret, at hun enten selv eller patientens egen læge modtog svaret fra den patologiske afdeling, så der kunne følges op på dette.

Afgørelsen blev efterfølgende tiltrådt af Ankenævnet for Patienterstatningen.

Speciallægen ændrede på baggrund af den konkrete sag sin procedure.

Det er Patienterstatningens holdning, at ansvaret i sådanne sager ikke kan flyttes over på patienten, ved at denne selv skal ringe for at få prøvesvaret. Hvis patienten af den ene eller anden grunde ikke ringer og får svaret, skal lægen have et system, der sikrer, at patienten som minimum bliver informeret om ubrugelige prøver og maligne (positive) prøvesvar.

>>Læs resumé af den omtalte afgørelse

(Artiklen udgivet første gang 14-11-2011)