Godtgørelse til forældre når børn dør

Fremadrettet kan forældre få en økonomisk godtgørelse, hvis de mister et barn på grund af en skade i forbindelse med behandling eller på grund af bivirkninger efter et lægemiddel.

16-03-2017

Folketinget vedtog i februar 2017 en udvidelse af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, så forældre nu får en godtgørelse på 162.000 kroner, hvis deres barn dør som følge af en behandlingsskade eller en lægemiddelskade. Godtgørelsen følger prisudviklingen i samfundet og er sat efter 2017-niveau.

Ud over godtgørelsen kan forældre få dækket udgifter til begravelsen.

Før lovudvidelsen skulle Patienterstatningen følge de generelle regler i erstatningsansvarsloven, og efter den lov kunne man kun få dækket udgifter til barnets begravelser, hvis udgifterne samlet oversteg lovens minimumsgrænse på 10.000 kr.

Gælder skader fra og med 17. marts 2017

Udvidelsen gælder for skader, der er påført fra og med 17. marts 2017 og omfatter derfor ikke dødsfald sket før den dato.

Forældrene vil også få tilbud om gratis psykologsamtaler, der betales af regionerne.  Familierne skal søge om godtgørelsen hos Patienterstatningen, mens man skal henvises til psykologhjælpen gennem egen læge. 
 

 



Nyhedsbrev