Fald i antallet af anmeldelser

Tal for 1. halvår 2017 viser et fald på 10 pct. i anmeldelser fra offentlige sygehuse.

13-09-2017

Halvårstallene viser et fald på 10 pct. i antallet af anmeldelser. De to pct. kan skyldes hospitalssammenlægninger og deraf ændringer i måden, der oprettes sager på i Patienterstatningen. De resterende otte pct. skyldes, at vi har modtaget færre anmeldelser fra de offentlige hospitaler.

Faldet kan skyldes, at der generelt sker færre skader i sundhedssystemet. Men samme tendens ses ikke i antallet af anmeldelser fra andre steder i sundhedsvæsenet:

”Jeg har ikke forklaringen på, hvorfor vi ser faldet lige nu, og det kan jo i teorien nå at rette sig op inden årets udgang. Jeg rejser et bekymringsflag, for hvis faldet handler om manglende kendskab, så er det vigtigt, at sygehusene bliver mindet om deres informationspligt. Men det er jo fantastisk, hvis faldet afspejler, at lægerne er blevet bedre og laver færre fejl. Det ved vi, at de er på nogle områder, bl.a. får vi færre anmeldelser og anerkender færre skader efter by-pass-operationer, og vi ser også færre infektionsskader i forbindelse med rygoperationer og kikkertundersøgelser,"siger Karen-Inger Bast, direktør i Patienterstatningen. 

"Omvendt oplever vi, som fx i den aktuelle sag fra Region Midtjylland, hvor der er mistanke om fejl i brystkræftundersøgelser hos et antal kvinder, at vi får anmeldelser ind efter sagen har været omtalt i pressen. Lige i dette tilfælde har hospitalet selv anmeldt de sager, de har fundet, efter de blandt andet har indkaldt kvinderne til et sikkerhedstjek, men sagen har også fået tidligere brystkræftpatienter til at anmelde sager. Så jeg tror desværre ikke, at faldet afspejler en øget kvalitet," siger hun.

Færre sundhedspersoner anmelder skader

En formodet skade kan anmeldes af sundhedspersonalet, patienterne selv eller af deres pårørende. En granskning af, hvem der anmelder, viser, at der i dag er færre sundhedspersoner, der står bag en anmeldelse end tidligere. I 2012 kom 12 pct. af anmeldelserne fra ansatte i sundhedsvæsenet i 1. halvår af 2017 er tallet nede på fire pct.:


”Det er rigtig ærgerligt, fordi de sager, hvor det er sundhedsvæsnet selv, der anmelder, er historisk kendetegnet ved at være af en ”høj kvalitet”. Med høj kvalitet mener jeg, sager, der er noget i, hvor der rent faktisk er sket en skade. Hvilket jo hænger sammen med, at personalet, der bedst af alle kan vurdere, om der er tale om en potentiel skade eller fx forventelige følger af en given sygdom” forklarer Karen-Inger Bast.

I 2004 blev det vedtaget ved lov, at sundhedspersonalet har pligt til at informere en patient om mulig erstatning, hvis de mener, at en patient kan være skadet som følge af behandlingen eller af et lægemiddel.

Kort om halvårstallene

I første halvår 2017 modtog Patienterstatningen 4.866 sager, der vedrører behandlingsskader og 490 sager, der vedrører lægemiddelskader. I samme periode har vi truffet 5.604 og 502 afgørelser på henholdsvis behandlings- og lægemiddelområdet. Der er i perioden tildelt i alt 354,3 mio. kr. i erstatning, hvoraf de 22,4 mio. kr. er erstatninger for lægemiddelskader, hvilket er på niveau med erstatninger tildelt samme periode sidste år.

Læs halvårstallene for behandlings- og lægemiddelskader.