Overset meningitis: Teenageres død kunne være undgået

10-10-2017

Vind gavekort på 500 kroner til Magasin


Svar på 7 hurtige spørgsmål og hjælp os med at gøre hjemmesiden bedre. Du deltager i lodtrækningen om 3 gavekort á 500 kroner til Magasin og magasin.dk.


Gå til spørgeskemaet

Patienterstatningen giver erstatning i tre sager, der handler om forsinket diagnosticering af meningitis.

I alle tre sager døde patienterne.

Der er tale om tre drenge på henholdsvis 16, 17 og 18 år. Patienterstatningen vurderer, at drengenes dødsfald med overvejende sandsynlighed kunne være undgået, hvis drenge havde fået den rigtige behandling.

Overså symptomer på meningitis

I sagen om den 16-årige dreng undlod først akutlægen og sidenhen hospitalet at reagere tilstrækkeligt på symptomer, der skal vække mistanke om meningitis. Drengen havde blandt andet feber og petekkier. Det betød, at drengen for sent i forløbet modtog behandling for meningitis.

Patienterstatningen vurderer, at drengen med overvejende sandsynlighed havde overlevet uden varige gener, hvis akutlæge og personalet på hospitalet havde handlet i overensstemmelse med erfaren specialiststandard.

I sagen om den 17-årige dreng, ringede han til akuttelefonen og sendte billeder af sine petekkier til akuttelefonen. Men i stedet for at sende en lægebemandet ambulance, blev drengen bedt om selv at komme til hospitalet.

Det gav en forsinkelse, der, hvis den var undgået, med overvejende sandsynlighed havde betydet, at drengen havde overlevet uden varige gener.

Burde have indlagt drengen til observation

I sagen om den 18-årige unge mand udskrev hospitalet ham efter indlæggelse, selvom han var så dårlig, at han burde have været indlagt og observeret hver 4. time.

Var det sket, ville hospitalet med overvejende sandsynlighed have igangsat den korrekte behandling tidligere i forløbet, og den unge mand ville dermed med overvejende sandsynlighed have overlevet sin meningitissygdom.

61 sager og 19 dødsfald siden 2000

Dermed har Patienterstatningen siden 2000 anerkendt og udbetalt erstatning i sager om 61 patienter, der vedrører manglende eller forsinket diagnosticering af meningitis.

Blandt de 61 sager har Patienterstatningen udbetalt erstatning i 19 tilfælde, hvor patientens død som følge af meningitis kunne være undgået.

Ud af de 61 sager handler 23 sager om børn, og blandt de 19 dødstilfælde var der 9 børn, der døde.

Patienterstatningen har alt i alt tildelt cirka 50 millioner kroner i erstatning til meningitispatienter og deres pårørende.






Nyhedsbrev