For sent indkaldt til kræftundersøgelse

Region Syddanmark har oplyst, at regionen har fejlfortolket lovgivningen, og en række kvinder derfor er blevet indkaldt for sent til forundersøgelse for brystkræft.

12-01-2017

I en periode har regionen i flere tilfælde ikke overholdt reglerne, når de indkaldte kvinder til forundersøgelser, efter at der i tilknytning til mammografiscreeninger var rejst mistanke om brystkræft. Efter reglerne er der en to-ugers-frist til forundersøgelse. Fejlene er sket i en periode på 2 1/2 år.

Regionen har kontaktet de berørte kvinder.

Betydningen af en forsinkelse

Patienterstatningen har de senere år modtaget flere sager, der er knyttet til fejl i regionernes screeningsprogrammer, og som har ført til forsinkelser i varierende grad.

Derfor har vi tidligere indhentet udtalelser fra eksperter på området. Vi har bedt dem vurdere betydningen af en forsinkelse på op til 30 dage. Deres konklusion var, at en forsinkelse på 30 dage eller mindre ikke har betydning for overlevelsesprognosen eller behandlingen.

Det betyder, at vi også i de nye sager fra Region Syddanmark vil afvise anmeldelser, hvor forsinkelsen er 30 dage eller mindre. Det gør vi, fordi patienten ikke vil være påført en skade på grund af den forsinkede forundersøgelse.

Hvis forsinkelsen overstiger 30 dage, kan du anmelde følgende:

• En forringelse af dine overlevelsesmuligheder fordi diagnosen/behandlingen er forsinket.
• Konsekvenserne af en mere indgribende behandling end hvis kræften var opdaget tidligere.
• Som efterladt kan man også anmelde et dødsfald, hvis dødsfaldet skyldtes, at kræften ikke blev fundet og/eller behandlet i tide.

Du får ikke automatisk erstatning, fordi du ikke er rettidigt indkaldt, der skal også være sket en skade. Hvis du ønsker at klage over, at reglerne ikke er overholdt, eller at du ikke er blevet informeret om dine rettigheder, skal du klage til Styrelsen for Patientsikkerhed.

Har du spørgsmål til mulighederne for at få erstatning, kan du kontakte Patienterstatningen på 3312 4343 eller Patientkontoret i Region Syddanmark på tlf. 7663 1490 eller på mail patientkontoret@rsyd.dk.

Relevante links:
Region Syddanmark 

Information om ventetider (link til Sundhedsstyrelsen)

Hvis du vil klage over forløbet (link til Styrelsen for Patientsikkerhed)

Temaområde på hjemmesiden om brystkræftscreeningssager

Nyhedsbrev