Hvem kan anmelde en skade?

En skade kan anmeldes af patienten, pårørende, hospitalet eller af den privatautoriserede sundhedsperson, der har behandlet patienten eller har opdaget skaden.

Fuldmagt

Hvis en patient ønsker at lade sig repræsentere af andre, kan patienten give fuldmagt til enhver myndig person efter eget valg. Man skal også have fuldmagt, hvis man som ægtefælle ønsker at føre sagen.

Er patienten på grund af alvorlig sygdom ikke i stand til at underskrive anmeldelsen, og er anmeldelsen i stedet underskrevet af ægtefælle eller anden nærstående, så behandler vi sagen alligevel. Hvis forholdene senere tillader det, skal patienten bekræfte anmeldelsen.

 Download af fuldmagtsskemaer.

Brug af advokat:

Du kan vælge at lade dig repræsentere af en advokat, men det er ikke nødvendigt. Vi kræver ikke, at advokater fremviser en fuldmagt fra patienten.

Patienterstatningsordningen bygger på, at vi i samarbejde med patienten eller dennes nærmeste er forpligtet til at skaffe de oplysninger, der er nødvendige for en forsvarlig behandling af sagen. Vi sørger for at indhente alle relevante oplysninger, der er nødvendige for at vurdere din sag og for at udregne en eventuel erstatning. Du behøver derfor ikke en advokat, når du anmelder en skade til os.

Efterladtes anmeldelsesret

I dødsfaldssager kan efterladte med retlig interesse i sagen anmelde skaden. Herudover kan anmeldelse indgives af dødsboet. Kredsen af efterladte med retlig interesse afgrænses af, om den efterladte har mulighed for at få erstatning for forsørgertab, begravelsesudgifter eller overgangsbeløb.

Personkredsen af efterladte, der har ret til at anmelde er følgende:

1.   Ægtefælle eller registreret partner

2.   Samlever

3.   Mindreårige børn (med værgens samtykke)

4.   Personer, der blev faktisk forsørget

5.   Den, der har afholdt begravelsesudgifterne

6.   En efterladt, der er berettiget til overgangsbeløb

Personer omfattet af punkt 1-6 har ret til at anmelde en sag. De kan enten selv anmelde eller give fuldmagt til en partsrepræsentant. Dødsboet kan ikke afskære dem fra at anmelde sagen.

En eventuel erstatning for forsørgertabserstatning, begravelsesudgifter og overgangsbeløb udbetales direkte til den berettigede og indgår ikke i dødsboet.

Dødsboets anmeldelsesret

Udover personer omfattet af punkt 1-6 har dødsboet ret til at anmelde. Det skyldes, at boet har en retlig interesse i at få fastslået, om patienten blev påført en skade, som evt. udløser erstatning til boet.

Anmeldelse kan kun indgives af den, der er berettiget til at disponere på boets vegne. Den der er berettiget til at disponere på boets vegne kan enten selv føre sagen eller give fuldmagt til en partsrepræsentant.

Videreførelse af sager anmeldt af patienten i levende live

Vi fortsætter sagsbehandlingen, selv om patienten dør, inden sagen er afsluttet. Efterladte med retlig interesse, dvs. personer omfattet af punkt 1-6 i afsnittet om efterladtes anmeldelsesret, kan indtræde som part i sagen. Det samme kan personer, der er berettiget til at disponere på boets vegne efter de ovennævnte dødsboskifteregler. Hvis dødsbobehandlingen er afsluttet, kan arvinger indtræde som part.

 

 

 

 



Nyhedsbrev