Før du anmelder

Her er samlet lidt råd, der kan give et fingerpeg om, hvornår du kan anmelde en sag.

Skaden må ikke være for gammel

Ifølge regler, der trådte i kraft 1. januar 2008, forældes skader efter tre år. Fristen regnes fra det tidspunkt, hvor du fik eller burde have fået kendskab til skaden. Hvis du ikke har anmeldt skaden inden fristens udløb, kan vi ikke behandle din sag.

Læs mere om forældelsesreglerne

Skaden er en bivirkning til et lægemiddel

Har du fået en bivirkning efter brugen af medicin, kan du anmelde skaden. Du kan få tildelt erstatning for fysiske skader, hvis det vurderes, at skaden skyldes et lægemiddel, og hvis skaden går ud over, hvad du med rimelighed bør acceptere. Der er tale om en skønsregel. Skadens omfang bliver altid vejet op imod alvoren af den sygdom, du er i behandling for. Der kan efter loven ikke tildeles erstatning for psykiske bivirkninger ved medicin.

Skaden er sket på et privathospital

Skader, der sker på private hospitaler, er også dækket af erstatningsordningen. Det gælder også behandling hos privatpraktiserende autoriserede sundhedspersoner som fx fysioterapeuter, kiropraktorer, egen læge m.v.

Hvis du vil klage over en læge, et hospital, en klinik el. lignende

Hvis du fx vil klage over den behandling, du har modtaget eller over brud på dine rettigheder som patient, kan du henvende dig til Styrelsen for Patientsikkerhed eller patientkontoret i regionen. Du har selv indflydelse på, hvordan din klage skal behandles. Klagen kan fx føre til kritik af behandlingsstedet eller kritik af en eller flere konkrete sundhedspersoner. I mange tilfælde har du også ret til at få tilbudt en dialog med regionen.

Vi tager udelukkende stilling til, om du har fået en skade som følge af behandlingen. Herefter vurderer vi, om du kan få erstatning. Vi rejser ikke kritik af enkelte sundhedspersoner, hospitaler eller klinikker.

Læs mere om Styrelsen for Patientsikkerhed på deres hjemmeside

Behandling i udlandet

Hvis du er blevet henvist til behandling i udlandet, er du dækket af den danske erstatningsordning. Du er ikke dækket, hvis du på eget initiativ søger behandling i udlandet eller bliver behandlet på et hospital i udlandet i forbindelse med din ferie. Du er heller ikke dækket, hvis du modtager behandling i udlandet via en privat udbyder af sundhedsydelser.

Du blev ikke helbredt for din sygdom

Erstatningsordningen dækker ikke bristede forventninger til behandlingen eller manglende helbredelse, ligesom der heller ikke kan tildeles erstatning for skader, der skyldes, at et lægemiddel ikke har haft den tilsigtede effekt. 

Dødsfald

Hvis en patient dør som følge af en behandlingsskade eller en lægemiddelskade, kan dødsfaldet anmeldes til os. Der er bl.a. mulighed for at tildele erstatning for tab af forsørger til ægtefælle, samlever og/eller børn.

Hvis et barn dør, kan der ifølge loven ikke tildeles erstatning, bortset fra erstatning for begravelsesudgifter.

Tandskader

Hvis du kommer til skade i forbindelse med behandling hos privatpraktiserende tandlæger, regionstandplejen, de kommunale tandlægeordninger og universiteternes tandlægeskoler, skal du anmelde skaden til Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning.

Læs mere på Tandlægeforeningens Tandskadeerstatnings hjemmeside

Tab af briller eller tyveri

Patienterstatningen tildeler ikke erstatning for tab af briller, smykker m.v.

Minimumsgrænsen

Ifølge loven dækkes skaden ikke, hvis erstatningen udgør et beløb under 10.000 kr. For lægemiddelskader er det tilsvarende beløb 3.000 kr.

 

 

Se også

Tjek din skade

 Ved at svare på nogle spørgsmål kan du blive klogere på, om grundbetingelserne for at anmelde en skade er opfyldt.

Læs mere om, hvad en skade er

Tjekket forudsætter, at din skade er sket i forbindelse med en behandling, manglende eller for sen behandling eller efter brug af medicin.

Tjek din skade her

Dæknings-områder

Stort set alle områder og behandlingsfunktioner er omfattet af ordningen.

Læs mere om dækningsområder.