Forskning i Patienterstatningens data

Under sagsbehandling af skadesanmeldelser registrerer vi en lang række oplysninger, der kan anvendes til forskning og skadeforebyggelse.

Vi behandler i gennemsnit 11.000 sager årligt. Det betyder, at der siden Patienterstatningens start i 1992 er genereret mere end 140.000 sager på patienter, der er blevet behandlet i det danske sundhedssystem.

I forbindelse med anmeldelse og behandling af en sag indhenter og registrerer vi en lang række oplysninger. De mange registreringer, deres kvalitet og adgangen til bagvedliggende materiale gør, at vores data er særdeles velegnede til forskning.

Det har bevirket, at vores data gennem tiden er blevet anvendt til forskning i skadeforebyggende tiltag inden for eksempelvis fødselsskader, koloskopiskader og knæartoskopi. I afsnittet Faglige artikler er en liste over de forskningsartikler, der er udarbejdet med afsæt i Patienterstatningens database.

I afsnittet Vores data kan du se, hvilke data vi registrerer, og under Adgang til data kan du se, hvilke krav vi stiller, før du kan få adgang til vores data.

Sidst opdateret: 25-04-2018

Politik for vidensdeling

Læs vores politik for videndeling fra december 2015 - den er retningsgivende for vores arbejde med området.

Download politikken her

Vores data giver ikke et komplet billede af kvaliteten af sundhedsydelserne eller det fulde skadebillede.

Men vi bidrager gerne med en brik til et større puslespil, der kan give pejlemærker for skadeforebyggende indsatser.

Datasikkerhed

En forudsætning for at få adgang til Patienterstatningens database er, at samtlige datasikkerhedspolitiske regler overholdes og at de nødvendige tilladelser fra henholdsvis Datatilsynet og Etisk Råd er indhentet.