Om PEBL

Patienterstatningen behandler erstatningskrav fra patienter, der er kommet til skade i forbindelse med behandling på fx et hospital, hos egen læge eller som følge af bivirkninger efter et lægemiddel.

Hovedopgaven

Vi behandler krav om erstatning fra patienter, der er kommet til skade i den private eller offentlige del af det danske sundhedsvæsen. Stort set alle områder og behandlinger er dækket af ordningen. Det er dog et krav, at den behandlende sundhedsperson er autoriseret.

Vi behandler også anmeldelser, der vedrører lægemiddelskader.

Afgørelserne træffes på baggrund af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet og erstatningsansvarsloven.

Finansiering

Reglerne omkring finansiering af erstatningerne er lidt komplicerede, så her er kun gengivet de overordnede regler.

Er en skade sket i det regionale sundhedsvæsen (typisk på sygehuset eller hos egen læge) eller efter henvisning fra det regionale sundhedvæsen, er det regionerne, som betaler erstatningen. Sker der skader i forbindelse med den kommunale sundhedsindsats, finansieres skaden af den pågældende kommune.

De behandlinger, der er betalt uden om det offentlige sundhedsvæsen og foregår på privathospitaler, private klinikker og hos de privatpraktiserende speciallæger, finansieres via de forsikringsselskaber, som parterne har tegnet forsikring hos.

Skader sket i forbindelse med behandling af indsatte i fængsler finansieres af Kriminalforsorgen, og skader sket på militærets infirmerier finansieres af Forsvarsministeriet.

Sundheds- og Ældreministeriet finansierer samtlige lægemiddelskader.

Skadeforebyggelse

Alle afgørelser kodes og lægges i en database. De mange data bruges af jurister og læger i Patienterstatningen, når der skal træffes afgørelser, og når der forskes og skrives artikler til fagblade. Formålet med artiklerne, der primært udgives i lægefaglige tidsskrifter, er at udbrede kendskabet til erstatningsordningen og bidrage til det skadeforebyggende arbejde. Data stilles til rådighed i anonymiseret form til sundhedsfagligt personale, der ønsker at forske i skadetyper og lignende.