Forsinket behandling af meningitis på hospital

En 39-årig mand blev indlagt kl. 23.20 på et sygehus på grund af hovedpine og kvalme og deraf følgende mistanke om en hjerneblødning. Han havde i løbet af dagen haft lettere hovedpine, som forværredes voldsomt.

Ved undersøgelsen på sygehuset var der ikke lysskyhed, men han havde kastet op. Undersøgelsen viste normale forhold, herunder ingen stivhed i nakke og ryg og ingen neurologiske udfald. En CT-skanning af patientens hjerne viste ubetydelige små forkalkninger og betændelse i alle næsens bihuler. Der blev ordineret Primperan mod kvalme/opkast og smertestillende medicin, og det blev besluttet, at patienten skulle observeres 12 gange i løbet af det kommende døgn.

Han vågnede om natten omkring kl. 05.15 med stærke smerter fra hovedet. Han tog sig flere gange til hovedet og råbte af smerte. Han var ikke orienteret i tid og sted og havde svært ved at færdiggøre sætninger. Han var stiv i blikket og gik hvileløst rundt. Om morgenen var der indtrådt en voldsom ændring af personligheden, hans fremtræden blev beskrevet som nærmest psykotisk. Han var bl.a.ikke i stand til at kommunikere. Ifølge journalen var der fortsat ikke  nakke/ryg-stivhed. Man vurderede, at der kunne være tale om en kraftig bivirkning til Primperan. Der blev ordineret Stesolid.

Senere samme morgen var der feber og rigiditet i nakken, uden at der dog var tale om egentlig nakkestivhed. Bevægelse i nakken udløste smerter. Man vurderede nu, at der kunne være tale om meningitis og besluttede at undersøge rygmarvsvæsken (lumbalpunktur). Der blev iværksat behandling mod meningitis. Kort efter lumbalpunkturen faldt iltoptagelsen i blodet. En CT-skanning kl. 11.21 viste meningitis. Patienten blev intuberet og overført til intensivafdelingen. Der blev foretaget en operation med dekompression af hjernen. Under operationen konstaterede man et meget højt tryk i hjernen, og på intet tidspunkt konstaterede man pulsation i spinalvæsken. Der var ingen behandlingsmuligheder, og patienten afgik ved døden to dage senere.

Patienterstatningen vurderede, at optimal behandling efter den første CT-skanning kort efter indlæggelsen på sygehuset havde været at iværksætte behandling med antibiotika mod bihulebetændelse. Dette ville imidlertid ikke med overvejende sandsynlighed have hindret den efterfølgende udvikling af meningitis. Optimal behandling umiddelbart efter kl. 05.15 havde været at udføre lumbalpunktur. Vi lagde vægt på, at patienten ikke længere var orienteret i tid og sted, havde svært ved at færdiggøre sætninger, var stiv i blikket og gik hvileløst rundt. Vi lagde også vægt på, at den tidligere skanning ikke havde vist tegn på en hjerneblødning. Endelig lagde vi vægt på, at Primperan sjældent giver psykotiske bivirkninger i de doser, som patienten havde fået. Der var derfor anledning til at mistænke, at patienten havde meningitis og foretage en hurtig afklaring. Meningitis kan blandt andet give de anførte symptomer.

Det var vores vurdering, at patienten ved rettidig diagnosticering havde modtaget behandling mod meningitis cirka fem timer tidligere end det faktisk skete. Det var også vores vurdering, at patienten ved rettidig behandling med overvejende sandsynlighed havde overlevet. Vi lagde vægt på, at meningitis erfaringsmæssigt kan behandles med et godt resultat, hvis behandlingen iværksættes hurtigt, selv når symptomer som manglende orientering i tid og sted er indtrådt. Patientens dødsfald berettigede derfor til erstatning.

 

Info

Emne

Afgjorte behandlingsskader

Sagsnummer

14-5410

Lovgrundlag

Specialistreglen KEL § 20

Afgørelsesdato

25-03-2015

Publiceringsdato

04-04-2017