Plejehjem

Beboere på et offentligt eller privat plejetilbud er dækket af erstatningsordningen.

Som beboer på et plejehjem eller plejecenter eller som borger, der får hjemmepleje eller hjemmesygepleje, kan du få erstatning, hvis du får en fysisk eller psykisk skade på grund af behandling eller medicin.

En skade kan fx være:

  • utilstrækkelig sårpleje
  • forsinket handling på følger efter fald
  • manglende behandling trods klare sygdomstegn
  • medicineringsfejl
  • skader i forbindelse med genoptræning

Erstatning ved sundhedsfaglig pleje- og behandling

Du kan få erstatning for skader, der sker i forbindelse med sundhedsfaglig pleje- og behandling. Det er fx undersøgelser, diagnosticering, sygdomsbehandling, sundhedsfaglig pleje, genoptræning og forebyggelse. Behandlingen kan være udført af en autoriseret sundhedsperson eller en hjælper, der handler på vegne af en sundhedsperson.

Omsorgspleje og praktisk hjælp er ikke dækket af erstatningsordningen. Det betyder, at en beboer fx ikke kan få erstatning for en skade, der er sket i forbindelse med et bad.

Eksempel på erstatningssag

En patient var midlertidigt på et plejehjem efter en hofteoperation. Han fik vanddrivende medicin og skulle bære støttestrømper. Et stort, dybt og betændt sår på lilletåen blev først opdaget hos en fodterapeut. Da var det for sent, og patientens lilletå endte med at blive amputeret.

Hvornår kan du få erstatning?

Læs de regler, Patienterstatningen vurderer din erstatningssag efter.