37 har søgt erstatning for COVID-19-vacciner

Patienterstatningen har på nuværende tidspunkt modtaget i alt 29 ansøgninger om erstatning for bivirkninger efter AstraZeneca-vaccinen. Der er også 8 ansøgninger efter Pfizer/BioNTech og ingen efter Moderna.

15-04-2021

Ansøgningerne spænder fra let feber og ubehag til lammelser, blodpropper, åndedrætsbesvær, spontan abort og dødsfald. Patienterstatningen har ikke truffet afgørelse i sagerne endnu.

Den danske lovgivning giver ret til erstatning for sjældne og alvorlige bivirkninger ved alle lægemidler. Det gælder for alle lægemidler – også vacciner for COVID-19.

”Der findes næsten ingen lægemidler uden bivirkninger. Derfor har vi et sikkerhedsnet i Danmark, der samler de patienter op, som er så uheldige at blive ramt af sjældne og alvorlige bivirkninger”, siger direktør for Patienterstatningen, Karen-Inger Bast.

Kun erstatning ved årsagssammenhæng

Erstatning kan komme på tale, hvis der er en overvejende sandsynlighed for, at de alvorlige bivirkninger skyldes vaccinen.

Eftersom EMA har fastslået, at blodpropper kombineret med blødninger og lavt antal blodplader sandsynligvis er en sjælden bivirkning ved AstraZeneca-vaccinen (Vaccine-induceret Immun Trombotisk Trombocytopeni, VITT), vil man som udgangspunkt kunne få erstatning, hvis man har fået denne bivirkning. Hvis der er tale om dødsfald, vil de pårørende kunne få erstatning.

"Det er vigtigt at sige, at man ikke får erstatning for milde og forbigående gener såsom lidt feber eller ondt i armen. Men hvis man har fået en alvorlig bivirkning, og der er tidsmæssig sammenhæng med vaccineringen, så vil jeg opfordre til, at man søger erstatning hos os,” siger Karen-Inger Bast.

Bekymret om kendskabet til erstatning

Med udrulning af et så stort vaccinationsprogram er det forventeligt, at flere patienter vil opleve alvorlige bivirkninger. Selvom risikoen er meget lille, er kendskabet til erstatningsmuligheden vigtigt.

”Åbenhed og oplysning er afgørende for tilliden til vaccinerne og vores sundhedsvæsen. Derfor vil vi sætte yderligere skub på oplysningen om vaccineerstatning. Her spiller sundhedspersonalet en afgørende rolle. De har faktisk pligt ifølge loven til at informere patienterne om erstatningsmuligheden, hvis man er uheldig, siger Karen-Inger Bast.

Læs mere

Læs mere om erstatning for COVID-19-vacciner og antal erstatningsansøgninger på Patienterstatningens temaside om COVID-19-vacciner.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev