Anmeldelser: Fra mindre fald til stigning

Over de sidste fem år har Patienterstatningen oplevet et fald i anmeldelser på knap 7 %. Tendensen er imidlertid vendt i 2. halvår 2018, og en stigning ser ud til at fortsætte ind i 2019.

09-07-2019

I perioden 2014-2018 faldt antallet af anmeldelser med knap 7 %, viser tal fra Patienterstatningen, men i 2. halvår 2018 vendte udviklingen. Stigningen holder indtil videre ind i 2019, hvor antallet af anmeldelser i 1. halvår er steget med 13 % sammenlignet med 1. halvår 2018.

I 2018 modtog Patienterstatningen 9.573 anmeldelser om behandlingsskader.

Det går op og ned

Antallet af anmeldelser er dog generelt kendetegnet ved at svinge op og ned, forklarer Karen-Inger Bast, direktør for Patienterstatningen:

”Ser vi fx på brystkræftsagen fra Ringsted Sygehus, så vil sagen påvirke anmeldelsesantallet i 2019, og omtale af sagen i medierne fører sandsynligvis også til en generelt øget opmærksomhed på erstatningsmuligheden, så vi får flere anmeldelser af den grund. Det kan i hvert fald forklare noget af stigningen i 1. halvår 2019. På samme måde kan udfaldet af afgørelserne i disse sager ende med at påvirke den samlede anerkendelsesprocent i op- eller nedadgående retning i 2019 og året efter”. 

Arbejdet med at reducere skader har også indflydelse på antallet af anmeldelser, ligesom sundhedspersonalets kendskab til patienters mulighed for erstatning har indflydelse på, om sagerne bliver anmeldt, fortæller Karen-Inger Bast og fortsætter:

”I et sundhedsvæsen i udvikling og med høj aktivitet, sker der skader. Når det sker, forholder man sig selvfølgelig først og fremmest til behandlingen af skaden, og dernæst skal man oplyse om erstatningsmuligheden”.

Flere får erstatning

Anerkendelsesprocenten er også steget i første halvår af 2019 sammenlignet med de forudgående 4 år. Her får ca. 27 % af patienterne nu anerkendt deres behandlingsskade i modsætning til knap 25 % i 2018.

I Patienterstatningen ser man især positivt på den stigende anerkendelsesprocent, men understreger også, at det ikke er en udvikling, som nødvendigvis hænger sammen med, at der sker flere skader. Her tror man mere på, at sundhedspersonalet er blevet bedre til at informere om erstatningsordningen, og at flere af de rigtige sager – hvor patienten har en skade – derfor bliver anmeldt: 

”Vi ved, at nogle ansatte i sundhedsvæsenet har frygtet, at en erstatningssag kan gå ud over dem selv. Vi har derfor skruet op for besøg på sygehusafdelingerne, hvor vi fortæller, at det ikke har konsekvenser for personalet, når vi tildeler erstatning. Det er et vigtigt budskab, fordi personalet er de bedste til at opdage skaderne. Måske denne indsats bærer frugt kombineret med, at vi har en aktiv dialog med borgere på Facebook, hvor vi også gør en del ud af at fortælle, hvornår man ikke kan få erstatning”, forklarer Karen-Inger Bast.

Årstal 2018 – både behandlings- og lægemiddelskader

  • 10.608 anmeldelser
  • 26,6 % af sagerne afgjort i 2018 blev anerkendt
  • 721 mio. kr. blev tildelt i erstatning

Særligt for behandlingsskader

  • 9.573 anmeldelser
  • 24,6 % af sagerne i 2018 blev anerkendt 
  • 685 mio. kr. blev tildelt i erstatning
Download årstal på landsplan

Download årstal for de enkelte regioner


Tilmeld dig vores nyhedsbrev