Behandlingsskader 2014: Flere anmeldelser og en faldende anerkendelsesprocent

I 2014 fik Patienterstatningen 11 procent flere anmeldte behandlingsskader end året før, hvilket ligger noget over de foregående år. Samtidig viser en undersøgelse, at anerkendelsesprocenten siden 2009 er faldet med 1 procentpoint per år.

27-05-2015

I 2014 modtog Patienterstatningen 10.318 anmeldelser, der vedrørte behandlingsskader, og tilkendte 722 mio. kr. i erstatning. Anerkendelsesprocenten endte på 30,5 procent mod 31,6 procent i 2013 og 33,6 procent i 2012.

Privathospitalerne går imod den generelle stigning med et betydeligt fald i antallet af anmeldelser; sammenlignet med 2012 er faldet på over 20 procent, og erstatningsudbetalingerne er tilsvarende faldet fra 92,1 mio. kr. i 2012 til 52,9 i 2014.

Privathospitalerne har været igennem flere ændringer, der kan bidrage til en forklaring af faldet. Indførelsen af den differentierede behandlingsgaranti i 2013 kan fx have indflydelse på aktiviteten på området og for sammensætningen af de behandlinger, privathospitalerne tilbyder. Antallet af anmeldelser kan dog hurtigt ændre sig igen, hvis aktiviteten stiger, og sammensætningen af de behandlinger, der udføres på privathospitalerne, ændres.

Faldende anerkendelsesprocent


Ser man på udviklingen i anerkendelsesprocent i 2012 – 2014, er der et mønster i retning af et fald. Et mønster, der bekræftes statistisk, når anerkendelsesprocenten ses over en 10-års periode. Fra 2009 er der tale om et reelt fald på 1 procentpoint per år frem mod 2014.

Patienterstatningen har set på, hvad dette fald kan skyldes, fx om anerkendelsesprocenten ændrer sig, hvis der bruges en anden udregningsmetode. Hvad betyder det, hvis antallet af anerkendelser holdes op imod antallet af patienter i stedet for antallet af afgørelser, som er den traditionelle måde at udregne anerkendelsesprocenten på? Det betyder noget for anerkendelsesprocenten, idet den stiger en smule, men forklarer ikke hele faldet.

Patienterstatningen har derfor også set på, om der er ændringer i specialesammensætningen; kommer der fx færre kirurgiske sager, der typisk har en højere anerkendelsesprocent end ikke-kirurgiske sager? Og andelen af kirurgiske sager er faktisk faldet, fordi der anmeldes flere ikke-kirurgiske sager; og den udvikling kan også forklare noget af faldet, men ikke det hele:

”Ser vi på de sager, der afgøres af Ankenævnet for Patienterstatningen, er der heller ikke tale om, at vi har fået en strammere praksis, der kan bidrage til den fulde forklaring på faldet i anerkendelsesprocenten siden 2009. Den tese, vi sidder tilbage med, er at det øgede kendskab til ordningen naturligt nok har den pris, at flere anmelder hændelser, som de oplever som skader, men som altså ikke er noget, vi efter loven kan tilkende erstatning for”, forklarer Karen-Inger Bast.

Forventningsafstemning vil føre til færre anmeldelser


Patienterstatningen vil gerne reducere i andelen af afviste sager, der årligt koster regionerne og forsikringsselskaber mange penge, men vil også gerne bidrage til at sikre, at de reelle skader bliver anmeldt; og til løsning af begge opgaver er der brug for sundhedspersonalet. De har nemlig bl.a. pligt til, når de står med en potentielt skadet patient, at gøre opmærksom på erstatningsmuligheden og eventuelt hjælpe med anmeldelsen. Og her oplever Patienterstatningen desværre et fald i antallet af anmeldelser, hvor det er sundhedsvæsenet, der anmelder først, fortæller Karen-Inger Bast:

”En undersøgelse i 2008 viste, at vi i 12 procent af vores sager fik anmeldelsen fra sundhedsvæsenet først. I 2015 er det tilsvarende tal 3,2 procent. Det er ærgerligt, fordi sundhedspersonalet kan bidrage til flere kvalificerede anmeldelser og færre af de anmeldelser, som vi afviser”.

Patienterstatningen så gerne et øget fokus på de patienter, der kan have en reel skade og på risikoområder i øvrigt, suppleret af en skærpet forventningsafstemning med patienterne:

”Hvis vi skal nedbringe antallet af anmeldelser, som vi afviser, fordi der ingen skade er, så har vi brug for sundhedspersonalets hjælp i forhold til at få skabt en realistisk forventning til effekten af behandlingen, til eventuelle bivirkninger og mén, som patienterne skal leve med. På den måde vil patienterne i højere grad acceptere det opnåede funktionsniveau efter behandlingen eller måske ligefrem afslå behandlingen. En sådan indsats kan bidrage til færre anmeldelser, som alligevel bliver afvist”, forudser Karen-Inger Bast.