Brystkræftsager fra Ringsted: Status

Foreløbig har 3 kvinder i brystkræftsagerne fra Ringsted Sygehus fået erstatning, mens 14 kvinder har fået afslag.

27-09-2019

Patienterstatningen har siden december 2018, da sagen blev kendt i medierne, foreløbig registreret 192 anmeldelser, som vurderes at berøre problemstillingen. Indtil videre er 17 sager afgjort, og tre kvinder har fået erstatning.

Erstatning til tre kvinder

En kvinde blev røntgenundersøgt, men burde have været undersøgt med klinisk mammografi, da hun havde kræftsymptomer i form af en indadvendt brystvorte. Sagen blev anmeldt og afgjort, før problemstillingen om de mangelfulde undersøgelser blev offentlig kendt. 

Patienterstatningen vurderede i den konkrete sag, at hvis kvinden havde fået den fulde kliniske mammografi, havde man med overvejende sandsynlighed opdaget kræften tidligere. Hendes behandlingsforløb ville have været mindre omfattende, og sygdommen ville ikke have spredt sig i samme omfang.

To kvinder blev henvist fra egen læge med knuder i brystet og fik heller ikke den fulde undersøgelse i form af klinisk mammografi, hvilket bl.a. førte til mere indgribende behandlingsforløb, tab af et bryst og forringet overlevelsesprognose. Også disse to kvinder har fået anerkendt deres sag.

14 kvinder har fået afslag 

I foreløbig 12 tilfælde har kvinderne fået afslag på erstatning, fordi diagnosen var mindre end 30 dage forsinket.

”Når det gælder diagnosticering og behandling af brystkræft, har forsinkelser på op til 30 dage hverken betydning for overlevelsesprognosen eller for hvilken type behandling, kvinderne skal igennem. Med andre ord udvikler brystkræft sig så langsomt, at en forsinkelse på 30 dage ikke har nogen betydning”, forklarer Karen-Inger Bast, direktør for Patienterstatningen.

En kvinde har fået afvist sin sag, fordi den var anmeldt for sent. Efter loven skal en skade anmeldes senest 3 år efter, at man opdager skaden, og maksimalt 10 år efter skaden skete.

En anden kvindes sag er afvist, fordi undersøgelsen var korrekt gennemført, og der ingen skade var sket.

Flere afslag og anerkendelser på vej

Patienterstatningen vurderer, at en del flere sager vil blive afvist. Det vil være sager, der f.eks. er kendetegnet ved, at der ikke er sket forsinkelser på over 30 dage, eller sager hvor forsinkelser eller utilstrækkelige undersøgelser ikke har ført til skader:

”Det kan være tilfælde, hvor den mangelfulde behandling ikke har ført til, at patienterne fx har skullet igennem et hårdere behandlingsforløb, eller også har forløbet ikke påvirket deres overlevelsesprognose. Vi ved erfaringsmæssigt, at det kan være svært at forstå, at man ikke kan få erstatning, når der er sket fejl. Men efter loven skal der være sket en skade, før man kan få erstatning”, fortæller Karen-Inger Bast.

Der vil dog også komme flere sager, der kan anerkendes:

”Der vil være flere sager, hvor kvinderne har været igennem forløb, der desværre har skadet dem, og derfor får kvinderne erstatning. Men hvor mange sager, der ender med det resultat, ved vi ikke endnu. Vi bestræber os på at arbejde, så hurtigt vi kan, men vi har fået rigtig mange sager, så det kommer til at tage noget tid, før vi er alle sager igennem”, siger Karen-Inger Bast.

FAKTA

Hvad kan give erstatning?

Forudsætningen for at få erstatning er, at der er sket en skade. Man kan ikke få erstatning, alene fordi behandlingen ikke har været optimal, eller fordi brystkræften blev opdaget for sent. 
Inden for brystkræft kan man tale om en skade, hvis:
  • kvindens overlevelsesprognose er blevet forringet på grund af en forsinket diagnose
  • kvinden har skullet igennem mere indgribende behandling, end hvis kræften var opdaget tidligere – fx fjernelse af bryst i stedet for en brystbevarende operation
  • kvinden har haft en længere sygeperiode, end hvad der normalt er tilfældet
  • kræften ikke blev opdaget i tide og var årsag til dødsfald.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev