Omberegning i mere end 8.000 sager efter Højesteretsdom

Patienterstatningen skal omberegne renter og eventuelt også hovedstolen efter Højesterets dom 4. december 2020. Det får betydning for patienter, pårørende, partsrepræsentanter og erstatningspligtige.

17-12-2020

Højesterets dom betyder, at vi skal omberegne renter i mere end 8.000 sager, hvor vi har tilkendt erstatning inden for de sidste tre år.

Konsekvensen af dommen er også, at forfaldstidspunktet og dermed forrentningstidspunktet rykkes tilbage i tid, fx fra 2019 til 2018 med den virkning, at taksterne vedrørende de enkelte erstatningsposter kan blive lavere.

Vi skal altså tage stilling til, om vi har beregnet hovedstolen rigtigt, og i modsat fald omberegne både en ny hovedstol og en yderligere forrentningsperiode. Det er et mere omfattende arbejde end kun at fastsætte en yderligere forrentningsperiode.

Forventer at være færdige inden udgangen af 2021

Patienterstatningens direktør Karen-Inger Bast kan ikke sætte en dato for, hvornår omregningerne af erstatningssagerne tre år tilbage er færdige:

”Vi har ikke på nuværende tidspunkt mulighed for at oplyse, hvornår vi kan være færdige med at gennemgå de mange sager, men vi forventer at være færdige inden udgangen af 2021. Der er tale om et omfangsrigt arbejde, som skal ses i lyset af, at vi på et år normalt afslutter cirka 11.000 sager.”

Genoptager sagerne af egen drift

Patienterstatningen tager sagerne op af egen drift. Patienter, pårørende og partsrepræsentanter, herunder advokater, behøver derfor ikke bede os om at omberegne sagerne.

Der kan ikke kræves renter af det yderligere rentebeløb, som vi eventuelt tilkender. Det gælder også, selv om der fremsættes påkrav. Der er derfor ingen grund til at fremsætte påkrav.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev