Er din sag for gammel?

Efter loven må der ikke gå for lang tid, før du søger erstatning. Der er to forældelsesfrister, du skal være opmærksom på, inden du søger erstatning.

3 år

Der må ikke gå mere end 3 år, fra du finder ud af – eller burde have fundet ud af – at du har en skade, til du søger om erstatning. Det betyder, at hvis du i mere end 3 år har haft viden eller mistanke om, at din behandling eller medicin har givet dig en skade, er din sag for gammel.

Det kan være svært at vurdere præcist, hvornår du fandt ud af, at noget var galt.

Når vi skal vurdere det, kigger vi for eksempel på, om du er blevet informeret om din behandlingsskade, og hvornår det er skrevet ind i din journal. Eller om du i anden sammenhæng er blevet erklæret uarbejdsdygtig på grund af samme skade og derfor burde haft vidst, at du havde fået en behandlingsskade.

I 2017 bliver du opereret for et brud på anklen. Efter operationen får du at vide, at noget gik galt, og at en nerve desværre blev beskadiget.

I 2022 beslutter du dig for at søge erstatning. Nu er din sag imidlertid forældet. Sagen er forældet, fordi du fik besked om skaden allerede i 2017.

Din far går i 2018 til lægen med vandladningsproblemer. Prostata er let forstørret, men lægen mistænker ikke ondartet sygdom. I 2022 bliver din far undersøgt for åndenød, og efter flere undersøgelser får han diagnosticeret uhelbredelig prostatakræft. Din far mistænker, at diagnosen kunne være blevet opdaget allerede i 2018, hvis lægen dengang havde foretaget flere undersøgelser.

Sagen er ikke forældet, selvom der er gået mere end tre år, fordi din far ikke havde anledning til at tro, at noget var galt, før diagnosen i 2022.

I en fodboldkamp beskadiger du dit korsbånd. Du bliver opereret i knæet og får at vide, at du forventeligt vil kunne komme til at spille fodbold igen. Efter genoptræning kan du fortsat ikke løbe, og du får at vide, at du blot skal fortsætte med genoptræning og give det tid. Efter 4 år kan du stadig ikke løbe, og du beslutter dig for at søge erstatning.

Sagen er ikke forældet, selvom der er gået mere end tre år, fordi du har fortsat i behandlingsforløbet og afventet, at din tilstand ville blive bedre.

10 år

Hvis det er mere end ti år siden, du blev behandlet, så er sagen forældet. Også selvom du først nu har fundet ud af, at du dengang fik en skade.

I 2010 får du et sår på benet, som udvikler sig så alvorligt, at du er nødt til at få amputeret dit ene ben. I 2022 opdager du, at der muligvis skete en fejl dengang, og at din amputation måske kunne have været undgået.

Selvom du først i 2022 opdager, at der måske skete en skade, kan du ikke få erstatning, fordi det er mere end 10 år siden, du blev behandlet.

 

Brug for hjælp?

Hovednummer
I tvivl om, hvordan du søger erstatning? Ring alle hverdage kl. 9.30-15.00.
Telefon: 33 12 43 43

Skadelinjen
I tvivl om, hvorvidt du er blevet påført en skade?
Ring og få råd og vejledning alle hverdage kl. 9.30-15.00.
Telefon: 33 17 95 43

Bør du søge erstatning?

Prøv erstatningsguiden, inden du søger.

Gå til guiden